Navnløs

Navnløs

Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner,

bladene har ingen farver, græsset har intet grønt.

Lygternes blus er mørkets gule pupiller —

gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt.

Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange.

Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken.

Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt.

Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder,

sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge.

Der er slør for de blege kinder, sort slør —

bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.

Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,

ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.

Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,

nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes.

Lydløst daler nogle blade.

Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte . . .

Og brister i graat, graater i hendes kolde hansker,

graater og graater, og ved ikke, hvorfor jeg graater.

Hun støder mig ikke bort.

Hun tørrer mine øine nænsomt.

Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind

og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig.

Mørkets taage sænker sig over trær, over sjæle.

Løvet har ingen farver, græsset intet grønt.

Men i taagen daler lydløst sorte blade,

og i mørket sidder skjult på en ensom bænk en navnløs,

og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt,

og gjemmer i de myge hænder en ræds øine,

og ingen uden Gud hører hans saare hulken,

og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken.

Av: Sigbjørn Obstelder

ANALYSE

Sigbjørn Obstfelder sto sentralt i nyromantikken, som kom som en reaksjon på den mer dystre realismen. Obstfelder bruker mange effekter for å lage diktet mer levende. Først forteller han hvilken setting vi er i, og deretter går han dypere inn i detaljene. Først skriver Obstfelder: “Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner,” for å senere skrive “på en ensom bænk “ og til slutt avslutte med “Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust”. Dette er en effekt som gjør at du føler at det er ett kamera som zoomer inn. Språket er såpass detaljert at vi hkan få ett ganske klart bilde i hodet.

Det er ikke brukt så mye rim i diktet,  verken i morm av parrim, kryssrim eller omsluttende rim. Men det er likevel god rytme i diktet som gjør det lettlest, blandt annet ved gjentagelser. Jeg tror Obstfelder bruker gjentagelser bevist i dette diktet for å fremheve eller forsterke det han skriver.

Jeg mener temaet i diktet kan være sorg, ensomhet og trøst, men også vedmodighet og glede.

Jeg tror budskapet i diktet er at du må klare å takle ting selv, men at det er greit å få hjelp fra andre.

https://www.youtube.com/watch?v=0Dv5My8F9PA